Vedtægter

Vedtægter

§ 1. Personaleforening

Personaleforeningen for ansatte ved Aalborg Universitet/Fællesservice/ITS.

§ 2. Formål

Foreningen har til formål:
a) at skabe god kontakt mellem alle personalegrupper.
b) at samle medlemmerne om fælles interesser af oplysende, kulturel, selskabelig og sportslig karakter.

Bestyrelsen kan ikke optræde i spørgsmål, der henhører under samarbejdsudvalgenes og de faglige organisationers områder.

§ 3. Samarbejde

Samarbejdet søges skabt ved afholdelse af sociale og kulturelle arrangementer, personalefester og lignende samt ved etablering af muligheder for dyrkelse af medlemmernes særlige interesser, herunder også idrætsinteresser.

§ 4. Medlemskab

Som medlemmer i foreningen kan optages enhver, som er ansat i ITS.
Det enkelte medlem hæfter ikke for foreningens gæld, ligesom medlemmet ved udmeldelse ikke har krav på andel i foreningens formue. Kontingent betales kvartalsvis, og der betales pr. påbegyndt måned.

Indmeldelse og udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens mailadresse.

§ 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år i første kvartal og indkaldes med 2 ugers varsel ved opslag på foreningens hjemmeside og udsendelse via e-mail til medlemmer.

Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Forelæggelse af regnskabet
4. Valg af bestyrelse
5. Valg af suppleanter til bestyrelsen
6. Valg af revisor, herunder valg af revisorsuppleanter
7. Fastlæggelse af kontingent
8. Indkomne forslag
9. Eventuelt

Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning sker, når blot 1 medlem begærer det. Stemmeafgivningen kan kun ske ved personligt fremmøde.
Ingen kan vælges på en generalforsamling uden at være til stede eller have givet skriftligt eller mundtligt tilsagn.
Når generalforsamlingen er lovligt indvarslet, er den beslutningsdygtig uanset de fremmødte medlemmers antal (jfr. dog § 11).
Forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

§ 6. Bestyrelsen

Foreningen ledes af en bestyrelse på minimum 4 medlemmer og maksimum 7, der vælges for 1 år ad gangen.
Der vælges desuden 1 suppleant til bestyrelsen samt revisorsuppleant.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Ved stemmelighed er formandens stemme under alle forhold afgørende.
Bestyrelsen skal afholde mindst et bestyrelsesmøde i hvert kvartal og er beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, indbefattet enten formand eller næstformand, er til stede.
Bestyrelsen bemyndiges til at nedsætte diverse underudvalg uden generalforsamlingens godkendelse. Hvervet som bestyrelsesmedlem ophører, såfremt pågældendes ansættelsesforhold ophører.

§ 7. Tegningsregler

Formanden og kasserer tegner foreningen.
Foreningen kan ikke optage gæld.

§ 8. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

§ 9. Regnskabsår

Regnskabet revideres af 1 revisor, der vælges af generalforsamlingen. Regnskabsåret går fra den 1. januar til den 31. december.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når et flertal i bestyrelsen eller en fjerdedel af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter krav derom. Indkaldelse skal da ske med 14 dages varsel, og den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er kommet formanden i hænde.

§ 11. Vedtægtsændringer

Ændring af foreningens vedtægter kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer stemmer herfor.

Vedtægtsændringer skal fremsendes bestyrelsen mindst 14 dage før generalforsamling.

§ 12. Opløsning af foreningen

Beslutning om foreningens opløsning kræver, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede på generalforsamlingen, og at beslutningen derom vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.


Såfremt nævnte stemmetal ikke opnås, er forslaget bortfaldet. Hvis det nævnte antal medlemmer ikke er til stede, og forslaget fastholdes, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uden hensyn til antal tilstedeværende medlemmer. Ved foreningens opløsning tilfalder dens midler til gravøl.

Vedtægterne er vedtaget den 07.10.2015